VELKOMMEN

HALLØJ!

Gå på opdagelse i mit lille univers, der skal vække lysten til nysgerrighed, fordybelse og kreative udfoldelser med inspiration, sprællefigurer, plakater, vægmalerier og unikke produkter til de særlige anledninger💗

skal du i gang med at samle din sprællefigur?

HVAD KAN JEG TILBYDE

Jeg er lidt en blæksprutte, der er åben for ideer, muligheder og samarbejder indenfor kreativ udfoldelse og udviklingsprocesser, uanset om det er til private, offentlige institutioner eller erhverv. 


Besøg Guides & Kreastue(-diet), under Viden,  for at følge med i mit eventyr som selvstændig, guides til gør-det-selv, processen bag værkerne, samt inspiration til kreativitet og ideudvikling både hjemme og i arbejdssammenhænge. 


 For vægmalerier og bestillingsvarer se Tegning på bestilling.

MANIFEST

FOR FRIDA OG CARLOS MOR


Alt der skabes skal fordre til nysgerrighed og fordybelse


I en tid hvor der doomscrolles, stress og travle hverdage i hamsterhjulet ruller, ønsker jeg at bidrage til stunder for fordybelse og at gå på opdagelse i de små finurlige detaljer i hverdagen for både børn og voksne. Det er derfor altid en del af det jeg tegner.





Bæredygtighed skal være en samarbejdspartner


Jeg har været mentalt bremset af min samvittighed over at lave noget der ville bidrage til ressourceforbrug. Men omvendt vil jeg også gerne bidrage til at man generelt tænker sig om i hverdagen og i forsyningskæder. Så hvis jeg kan gøre mit for mindst mulig ressourcespild og finde måder at gøre det bæredygtigt, så kan samvittigheden måske bruges konstruktivt, og det tænkes derfor ind så meget som overhovedet muligt. Jeg er slet ikke der hvor jeg gerne vil være endnu. Men jeg arbejder på højtryk på at kunne finde materialer og produktionsløsninger til gavn for både mennesker og miljø. 





Det skal bringe værdi og mening til og for andre


Der er tanke og mening bag alt jeg laver - det kan også være lidt anstrengende at jeg ikke bare kan følge en ønskeseddel til jul eller fødselsdage. Men det jeg giver og deler har jeg lagt tid, energi og mange tanker bag i forhold til hvordan det kan bruges og opleves af andre. 


Og i forhold til AI og kunstig intelligens, ruller jeg med ÆI - ægte intelligens i mine værker ;-)

Ingen værker, varer eller tekster er lavet med AI - jeg er ikke modstander af AI og det kan helt sikkert bruges fornuftigt. Kreativitet er dog en ægte menneskelig egenskab, og AI anvender jo så bare en masse menneskers kreativitet i et sammensurium på godt og ondt. 





Alle har kreativiteten i sig - den skal bare hjælpes på vej


Kreativitet er en egenskab vi alle har, men måske bliver opfattet som en specifik kunnen, som kun er skænket de få. Og jo, det er nok lettere for nogen at være kreativ end andre, men alle kan være kreative på alle mulige måder - og det vil jeg gerne bakke op om og hylde ved at dele tips og inspiration til at blive bevidst om egen kreativ kunnen.


GODE SPØRGSMÅL

Er det her et showroom eller webshop?

Det er faktisk begge dele! Jeg har den 17. november tilføjet en webshop-funktion, som jeg har testet virker. Nu skal jeg bare lige have lagt produkter ind løbende, med gode billeder og måske video til at vise tingene frem.


Hvad gør jeg hvis jeg ønsker vægmaleri eller særbestilling?

Lige nu kan man skrive til mig på Instagram, Facebook eller via mail til hej@fridaogcarlosmor.dk, hvis man har en forespørgsel og ønske til et vægmaleri eller særbestilling. Læs også om processen under Tegning på bestilling.


Hvordan med fragt og afhentning?

Det kommer i første omgang til at foregå med Bring eller DAO til pakkeshop.


I forhold til leveringstid vil det være hurtigst muligt for produkter i A4 og A3 størrelse. Ved ordre informeres man om specifikt tidspunkt, men 2-4 dage sigter jeg på i starten. Er der tale om bestillingsvarer koordineres levering og deadline ved bestilling. 


Ønsker man selv at afhente er det muligt hvis man kan komme til Skørping, og fra tid til anden kan jeg tage bestillinger med til Aarhus for afhentning der.

Hvad hvis jeg har andre spørgsmål?

Så er du altid meget velkommen til at kontakte mig på mail via hej@fridaogcarlosmor.dk, på Instagram eller Facebook. Jeg vil altid forsøge at svare hurtigst muligt, men som mor til en 2-årig og 4-årig så kan jeg blive afbrudt, og så må man meget gerne skrive igen, hvis jeg ikke har svaret indenfor 48 timer.